Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240
Og saa »fik« Bispen af Sælland Hans Tausen sin Haand
— som Kronniken melder.
Porten faldt i, og derude jublede Folket for Hans
Tausen.
Joachim Rønnow gik taus over den stenlagte Gaard til
sit Lønkammer. Paa Trappen standsede han og lagde
Haanden paa Bents Skulder.
»Bent Bille,« sagde han, »mærk dig et Tidens Tegn.
Ved denne bondefødte Mands Side gik jeg sikrere over
Stadens Torv end omgivet af Rigets Raad, dets Bisper og
Svende, klædte i Jern. Ved saadanne Mænd skal vi lede
Menigheden. — I Dag vandt jeg Sejr, men Romerkirken
faldt — Jeg forlader den og støtter mig til ham, den vilde
domfælde. —
Epilogen, Bent Bille, vil du erfare. — Kun frygter jeg,
at alle vil mindes ham og det, han øvede i Dag, og
glemme, at det var mig, der skrev Skuespillet og førte det til
Ende.«
»Eders Naade,« sagde Bent med et Smil, »de faa
forstaaende Mænds Anerkendelse faar vel opveje Hobens
Ringeagt. Jeg beundrer Hans Tausens rene Højsind, men
højere endnu ærer jeg Eders Kløgt og Herskersnille.
Godhed og Sjælens Renhed gør Mennesker til Gudernes Børn,
men Evners rige Udfoldelse ved egen Kraft gjør stundom
Mennesker Guderne lig.« —
Saa forlod Bent Bispen, men da han stod i sin Stue ved
St Clara Kloster og stirrede ud over Rosengaarden mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
