Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 30 —
ham at præge Digterens hele Væsen og gjorde ham
dette saa elskeligt. Kort efter Øhlenschlægers Død skriver
han: „Solen er gaaet ned; men Mindet lyser med
vemodig Glans over min stille Vej. Jeg takker Dig,
Gud, at Du skjænkede mig Øhlenschlægers Venskab;
jeg erkjender det som den største Hæder, der kunde
blive mig til Del; hvad skulde vel mere kunne hæve
min Sjæl end det: at være elsket af den største Digter
og det bedste Menneske."
I 1825 vare de tre Regensaar til Ende. Skjønt
Berggreen i det Hele havde befundet sig vel paa Regensen,
forlod han den dog ikke ugjerne, da han, hvis Liv altid
var strengt sædeligt, efter den brave Carstens, som var
befordret, havde faaet et ryggesløst Menneske til
Stuekammerat. Men Indlægterne formindskedes herved
samtidig med, at Udgifterne paa Grund af Forældrenes
stedse aftagende Kaar forøgedes. Han maatte endog
sælge sit Fortepiano, og da Instrumentet blev baaret
bort, syntes det ham, han fulgte sin Fryd til Graven.
I to Aar boede han na hos Enkefru Martensen, Moder
til den siden saa navnkundige Biskop H. L. Martensen.
Om det Samliv, der her udviklede sig mellem
Berggreen og den unge Martensen i fælles Begejstring for
Øhlenschlæger og Musik bærer nedenstaaende Brev,
skrevet mere end 40 Aar senere, Vidnesbyrd. Berggreen
havde da sendt Biskoppen nogle Melodier, componerede
i hine Aar til Texter af Johannes (o: Martensen), nemlig
„Serenade," „Kvindens Pris," „ Vandringssang" og „Rinaldo"
(se „Samlede Compositioner", Bind I).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
