Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning - Tiggerern
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sanser vaagne. Den gamle Majorinde sad og rokkede
frem og tilbage foran Ilden. Hun saa ikke paa ham,
mens hun talte.
„Tror han ikke,“ blev hun ved, „at om jeg var
et levende Menneske, som saa ham sidde der saa
ussel og bedrøvelig med Selvmordstanker i Hjertet,
at jeg da kunde have jaget dem ud af ham med et
Aandepust? Da havde jeg haft Taarer for ham, og
Bønner, som vendte op og ned paa alting for ham,
og jeg havde frelst hans syndige Sjæl; men nu er
jeg død. Vor Herre ved, hvor lidt Liv der er
i mig.
Har han hørt, at jeg en Gang var den smukke
Margrete Celsing? Det var ikke i Gaar, men endnu
kan jeg sidde og græde mine gamle Øjne røde over
hende. Hvorfor skulde Margrete Celsing dø og
Margrete Samzelius leve, hvorfor skal Majorinden paa
Ekeby leve? kan han sige mig det, Gösta Berling?
Ved han, hvordan Margrete Celsing var? Hun var
slank og fin og bly og uskyldig, Gösta Berling. Hun
var af dem, paa hvis Grave Englene græde. Hun
vidste ikke af noget ondt, ingen havde gjort hende
Sorg, hun var god mod alle. Og dejlig var hun.
Der var en herlig Mand, Altringer hed han.
Gud ved, hvordan det gik til, at han færdedes der
oppe i Elvedalens Vildmarker, hvor hendes Forældre
havde deres Ejendom. Ham saa Margrete Celsing,
han var skøn, han var en Mand, og han elskede
hende. Men han var fattig, og de blev enige om
at vente paa hinanden i fem Aar, som der staar i
Visen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
