Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Landskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for mig, naar jeg vil skildre mine Barndomsdrømmes
Sø og Barndomsheltenes Hjemland.
Søen har sine Kilder højt oppe mod Nord, og
der er et herligt Land for en Sø. Skov og Bjerge
blive aldrig færdige med at samle Vand til den,
Elve og Bække styrte ned i den Aaret rundt. Den
har fint hvidt Sand at strække sig paa, Odder og
Øer at afspejle, frit Spillerum for Nøkken og
Havfruen, og den vokser sig snart stor og smuk.
Deroppe nordpaa er den munter og venlig: I skulde
blot se den en Sommermorgen, naar den ligger
lysvaagen og blinker under Taagesløret, hvor lystig
den da er. Den gemmer sig først en Stund, saa
lister den sig sagte, ganske sagte ud af det lette
Hylle, saa fortryllende skøn, at man knap kan
kende den, men saa med eet Ryk kaster den hele
Dækket af og ligger der, blot og bar og rosenrød
og straaler i Morgenlyset.
Men Søen nøjes ikke med Leg og Lystighed;
den bryder sig Vej gennem nogle Sandhøje mod
Syd, snører sig sammen til et snevert Sund og
opsøger sig et nyt Rige. Den finder det, bliver snart
igen stor og vældig, faar bundløse Dyb at fylde og
en flittig Egn at smykke. Men nu bliver Vandet
ogsaa mørkere, Bredden mindre afvexlende, Vindene
skarpere, hele Karakteren strengere. Men den er
fremdeles en statelig og herlig Sø. Mangfoldige er
de Skibe og Tømmerflaader, der færdes paa den,
og den faar sjælden Tid at lægge sig til Vinterhvile
før efter Jul. Tit er den i ondt Lune; den kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
