Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julemiddagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Silken rasler om hende, Guldet tynger hendes Arme,
og Perler køle hendes hvide Hals.
Hvor er da Kavallererne, hvor er de, som paa
Smedjens sorte Gulv drak af den blanke
Kobberkedel Skaalen for Ekebys ny Herrer?
I en Krog ved Kakkelovnen sidde Kavallererne
ved et Bord for sig; i Dag er der ikke Plads til
dem ved det store Bord. Til dem kommer Maden
sent og Vinen sparsomt, til dem sendes ikke de
smukke Damers Blikke, ingen lytter der til Göstas
Spøg.
Men Kavallererne ere som tæmmede Foler, som
matte Rovdyr. Kun een Times Søvn gav Natten dem,
saa kørte de til Fropræken ved Fakkel- og
Stjerneskin. De saa Julelysene, de hørte Julesalmerne,
deres Ansigter blev som smilende Børns. De glemte
Julenatten i Smedjen, som man glemmer en styg
Drøm.
Stor og mægtig er Majorinden paa Ekeby.
Hvem vover at løfte sin Arm til at slaa hende, hvem
vover at oplade sin Mund for at bære Vidnesbyrd
imod hende? Visselig ikke nogle fattige Kavallerer,
som i mange Aar har spist hendes Brød og sovet
under hendes Tag. Hun sætter dem, hvor hun vil,
hun kan stænge sin Dør for dem, om hun vil, og
de kan ikke engang fly fra hendes Magt. Gud
hjælpe dem! borte fra Ekeby kan de ikke leve.
Ved det store Bord nyder man Livet; der
straaler Marianne Sinclaires smukke Øjne, der klinger
den muntre Grevinde Dohnas glade Latter.
Men hos Kavallererne er der stille. Var det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
