Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julemiddagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
da skulde du have slaaet til, Berndt Samzelius, da
skulde du have slaaet!“
Manden vender sig fra hende og ser paa alle
de tilstedeværende. Han læser paa deres Ansigter,
at de giver hende Ret, at de alle har troet, at han
har taget Gods og Gaver for sin Tavshed.
„Jeg vidste det ikke,“ siger han og stamper i
Gulvet.
„Godt at du ved det nu,“ falder hun ind med
skærende Stemme. „Jeg var bange for, at du skulde
dø uden at have faaet det at vide. Godt at du ved
det nu, saa jeg kan tale frit med dig, som har
været min Herre og Fangevogter. Saa skal du vide
nu, at jeg har dog tilhørt ham, som du stjal mig
fra. Alle skal vide det, som har bagtalt mig!“
Det er den gamle Kærlighed, der jubler i hendes
Stemme og lyser ud af hendes Øjne. Hun ser sin
Mand foran sig med opløftet, knyttet Næve. Rædsel
og Foragt læser hun paa de halvhundrede Ansigter
foran sig. Hun føler, at det er hendes Magts sidste
Time. Men hun kan ikke lade være at fryde sig
ved, at hun frit kan tale om sit Livs skønneste
Minde.
„Han var en Mand, en herlig Mand. Hvem
var du, at du skulde stille dig imellem os? Aldrig
saa jeg hans Lige, Lykke gav han mig, Gods gav
han mig. Velsignet være hans Minde!“
Da sænker Majoren den løftede Arm uden
at slaa til — nu ved han, hvordan han skal straffe
hende.
„Ud!“ brøler han, „ud af mit Hus!“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
