Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julemiddagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
unge, smukke Kvinder, Elisabeth Dohna, Marianne
Sinclaire, Anna Stjärnhök, tro ikke, at jeg bliver den
eneste, der maa fly fra mit Hjem. Og tag jer i
Agt, Kavallerer, nu kommer der en Storm over
Landet. Nu vil I blive fejet bort af Jorden, nu er
eders Tid forbi, nu er den sandeligen forbi! Ikke
klager jeg for mig selv, men for jer, thi Stormen
vil fare hen over eders Hoveder, og hvem vil kunne
staa, naar jeg er falden? Ak, mit Hjerte bløder for
de arme, elendige Mennesker! Hvem skal skaffe dem
Arbejde, naar jeg er borte?“
Majorinden lukker Døren op, men da løfter
Kaptajn Kristian Hovedet og siger:
„Hvor længe skal jeg ligge her ved dine Fødder,
Margrete Celsing? Vil du ikke tilgive mig, saa at
jeg kan staa op og kæmpe for dig?“
Da kæmper Majorinden en haard Kamp med
sig selv; men hun ser, at hvis hun tilgiver ham, da
vil han rejse sig op og kæmpe med hendes Mand,
og det Menneske, der har elsket hende trofast i
fyrretyve Aar, vil blive en Morder.
„Skal jeg nu ogsaa tilgive?“ siger hun. „Er
du ikke Skyld i al min Ulykke, Kristian Bergh? Gaa
tilbage til Kavallererne, og glæd dig over dit Værk!“
Saa gik Majorinden. Hun gik i Ro, men
efterlod Forfærdelse. Hun faldt, men uden Storhed
var hun ikke, selv i sin Fornedrelse. Hun gav sig
ikke hen til blødagtig Sorg, men endnu i
Alderdommen jublede hun over sin Ungdoms Kærlighed.
Hun gav sig ikke hen til Klage og ynkelig Graad,
da hun forstod alt; hun gøs ikke for at vandre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
