Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Auktionen paa Bjørne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Gud hjælpe mig, som jeg snakker,“ sagde hun;
„jeg faar nok aldrig noget at se efter mere. Han
sælger jo alt, hvad vi ejer og har.“
„Ja, det er jo en Elendighed,“ sagde Gösta.
„Du ved, det store Spejl i Salen. Det var
saadan et dejligt Stykke, for hele Glasset var ud i
eet Stykke, og ikke en Plet var der i Forgyldningen.
Jeg havde faaet det af min Moder, og nu vil han
sælge det.“
„Han er jo gal.“
„Det maa du nok sige. Det er han. Han
holder saamænd ikke op, førend vi kommer til at
gaa og tigge paa Landevejen ligesom Majorinden.“
„Saa vidt gaar det vel ikke,“ svarede Gösta.
„Jo, Gösta. Da Majorinden gik bort fra Ekeby,
spaaede hun os Ulykke, og nu kommer den. Hun
vilde aldrig have tilladt, at han solgte Bjørne. Og
tænk dog, hans eget Porcellæn, de gamle Kopper fra
hans eget Hjem, dem sælger han. Det havde
Majorinden aldrig fundet sig i.“
„Men hvad gaar der af ham?“ spurgte han.
„Aa, det er bare det, at Marianne ikke er
kommen igen. Han har gaaet her og ventet og
ventet. Han har gaaet hele Dage op og ned i
Alléen og ventet paa hende. Han længes, saa jeg
tror, han gaar fra Forstanden; men jeg tør jo
ingenting sige.“
„Marianne tror, han er vred paa hende.“
„Det tror hun ikke, du. Hun kender ham
nok; men hun er stolt og vil ikke gøre det første
Skridt. De er stive og haarde begge to, og det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
