Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Auktionen paa Bjørne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gaar ud over mig, som maa sidde mellem to haarde
Stene.“
„Tante ved vel, at Marianne vil gifte sig med
mig?“
„Ak, Gösta, det gør hun aldrig. Hun siger
det bare for at drille ham. Hun er altfor forvænt
til at gifte sig med en fattig Mand, og altfor stolt
ogsaa. Gaa du hjem og sig hende, at kommer
hun ikke snart, gaar hele hendes Arv i Løbet. Aa,
han lader vel det hele gaa uden at faa noget
ordenligt for det.“
Gösta blev vred paa hende. Der sad hun paa
et stort Køkkenbord og havde ikke Hjerte for noget
andet end sine Spejle og sit Porcellæn.
„Tante skulde skamme sig!“ udbrød han. „Der
kaster De Deres Datter ud i Snedriven, og saa tror
De, at det er bare Ondskab, at hun ikke kommer
tilbage. Og De tror, at hun ikke er bedre, end at
hun forlader den, hun holder af, bare for at hun
ikke skal blive arveløs.“
„Kære Gösta, bliv nu ikke ogsaa du vred. Jeg
ved jo ikke, hvad jeg siger. Jeg prøvede paa at
lukke op for Marianne, men han trak mig bort. De
siger altid her hjemme, at jeg ingenting forstaar.
Jeg under dig gerne Marianne, Gösta, hvis du kan
gøre hende lykkelig. Det er ikke saa let at gøre en
Kvinde lykkelig, Gösta.“
Gösta saa paa hende. Hvor kunde han tale
vredt til et Menneske som hende! Forskræmt og
forjaget var hun, men saadan et godt Hjerte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
