Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ebba Dohnas Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skulde indvie hende til den evige Hvile med Tale
og Sang.
Hjalp dette ikke, da vilde jeg en stormfuld
Nat sætte Ild paa de gamle Trævægge og lade
Flammerne hærge alt, saa at Mennesker ikke mere
skulde lokkes til at bo i Ulykkens Hjem. Saa
skulde ingen mere betræde dette fordømte Sted;
kun de sorte Alliker i Kirketaarnet skulde faa Lov
at grundlægge en Nybygd i den vældige Skorstensmur,
som sodet og uhyggelig hævede sig over den sorte
Brandtomt.
Dog vilde jeg sikkert blive underlig beklemt,
naar jeg saa Flammerne slaa sammen over Taget,
naar tykke Røgskyer, røde af Ildskæret og fulde af
Gnister, væltede frem fra den gamle Grevegaard. I
Ildens Knitren og Hvæsen vilde jeg tro at høre
hjemløse Minders Klage, paa Flammernes blaa
Spidser vilde jeg tro at se Husets forjagede Aander
svæve. Jeg vilde tænke paa, hvor Sorgen
forskønner, hvor Ulykken kaster Glans, og græde, som
om et Tempel for gamle Guder var dømt til
Undergang.
Dog, stille, du Ravn, som skriger om Ulykker.
Vent, til Natten er kommen, hvis du vil tude
omkap med Skovens Ugle. Endnu ligger Borg og
straaler i Solen højt oppe paa Odden, beskyttet af
sin Park af vældige Graner, og de snedækte Marker
nedenfor glitre i Martsdagens stikkende Solskin;
endnu høres indenfor dens Vægge den glade
Grevinde Elisabets muntre Latter.
Om Søndagen gaar hun i Svartsjö Kirke, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
