Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ebba Dohnas Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
drømt saa levende, som aldrig før, drømt, at han
havde skrevet Vers. Han, hvem Folk kaldte „Poeten“,
skønt han hidtil uforskyldt havde maattet bære dette
Øgenavn, var da staaet op midt om Natten og halvt
i Søvne, halvt vaagen, havde han sat sig til at
skrive. Og om Morgenen havde han fundet et
helt Digt paa sit Skrivebord. Han havde aldrig
tiltroet sig selv noget saadant. Nu skulde Damerne
høre det.
Og han læser:
Nu stod Maanen op, og med den kom Døgnets lifligste Stund.
Fra det klare, blegblaa, høje Hvalv
gød den sit Lysskær ned paa vinløvomranket Veranda,
ved hvis Fod i sin Urne skjalv
en gulrød Lilje, hvis Kalk af gyldne Striber var bræmmet.
Paa de brede Trappetrins haarde Grund
havde vi samlet os baade gamle og unge.
Stille først lod vi Følelsen sjunge
Hjertets gamle Sange i Døgnets lifligste Stund.
Fra Resedabeddet vifted’ til os en yndig Duft,
og fra Buskadsernes mørke Krat
listede Skygger ud paa det skinnende, dugsprængte Grønne.
Saaledes glider fra Legemets Nat
Aanden til Lysets Hjem, til de Egne, den knap kan skønne,
til den lyse, blegblaa høje Luft,
i hvis Klarhed knap man øjner en Stjerne.
O, hvem kan for Følelsens Leg sig værne
ved Nattens Skyggers Spil, ved Resedaens sorgfyldte Duft?
En Provinsrose fældede tavs sit sidste blegnede Blad,
uden at Vindens Leg Offeret fra den tvang.
Saa — tænkte vi — ville vort Liv vi give,
svinde i Rummet som Toners Klang,
som Høstens gulnede Blad uden Klager til intet blive.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
