Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ebba Dohnas Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ej ønske vi øget Aarenes Rad
ej krænke Naturens Fred for at vandre ad Livsstier vilde.
Døden er Livets Løn; thi vil vi forlade det stille,
som en Provinsrose tavs fælder sit sidste, blegnede Blad.
Paa sin lydløse Vinge fløj en Flagermus os forbi,
svandt og blev synlig igen, hvor Maanen skinnede klar.
Men da steg frem fra det beklemte Hjerte
Gaaden som ingen gættet har,
Gaaden, som Sorgen tung, gammel som Livets Smerte:
„O, hvor gaa vi hen, hvor gaar vor Vej og vor Sti,
naar vi ej mer paa Jordens grønnende Enge vandre?“
Kan nogen vel vise Aandens Vej for de andre?
Lettere viser han Vej for det Dyr, som nys flagrede os forbi.
Saa lagde hun mod min Skulder sit Hoved, sit bløde Haar,
hun, som elskede mig, og hviskede blidt til mig:
„Tro ej, at Sjælene sig til fjerne Verdener hæve,
naar jeg er død, tro ikke, jeg da er fjern.
Ind i et elsket Menneskes Sjæl min hjemløse Aand vil svæve
og jeg vil komme og bo hos dig.“
O, hvilken Kval! Af Sorg var mit Hjerte nær ved at briste,
hun skulde da dø, dø snart. Var denne Nat hendes sidste?
Kyssed’ jeg sidste Gang min elskedes bølgende Haar?
Aar ere svundne hen. End sidder jeg mangen Gang
paa den gamle Plads, naar Natten er mørk og tyst.
Men jeg bæver for Maanens Skin paa vinløvomranket Veranda,
den, som alene ved, hvor ofte jeg der har min elskte kyst,
den, som ofte sin sitrende Glans i de Taarer har blandet,
som faldt ned paa min elskedes Haar.
Ve over Mindets Kval! Ve min arme, syndige Sjæl for Kvide,
at den er hendes Hjem. Hvad Straf skal han vel lide,
som knytted’ til sig en Sjæl saa ren, saa syndfri en Gang?
</poem>
„Gösta,“ siger Anna i en spøgende Tone, medens
hendes Strube sammensnøres af Angst, „de siger,
om dig, at du har oplevet flere Digte, end andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
