Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fætter Kristoffer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Han havde givet Kronprinsen sit Æresord paa
ikke at forlade Vermland og ikke uden
Nødvendighed omtale, hvem han var. Og saa kom han til
Ekeby med en Haandskrivelse til Majoren fra
Kronprinsen, som anbefalede ham paa det bedste. Da
aabnede Kavallerfløjen sine Døre for ham.
I Begyndelsen spekulerede man meget over, hvem
den navnkundige kunde være, som skjulte sig under
hans paatagne Navn. Men lidt efter lidt blev han
forvandlet til Kavaller og Vermlænding. Alle
Mennesker kaldte ham Fætter Kristoffer uden rigtig at
vide, hvorfor han havde faaet netop det Navn.
Men det er ikke godt for en Rovfugl at leve i
Bur. Den er jo vant til andet end at hoppe fra
Pind til Pind og blive madet af sin Vogters Haand.
Slagteriets og Dødsfarens Pirring satte engang hans
Blod i Brand; han væmmes ved den dorske Fred.
Sandt nok, heller ikke de andre Kavallerer var
lutter tamme Fugle; men hos ingen af dem brændte
Blodet saa hedt som hos Fætter Kristoffer. En Bjørne
jagt var det eneste, der kunde oplive hans slappede
Livslyst, en Bjørnejagt eller en Kvinde, en eneste Kvinde.
Han var levet op igen, da han for ti Aar siden
for første Gang saa Grevinde Märta, som allerede
den Gang var Enke. En Kvinde lunefuld som
Krigen, pirrende som Faren, et sprudlende, kækt
Væsen — han elskede hende.
Og nu sad han der og blev gammel og graa
uden at kunne begære hende til Hustru. Nu havde
han ikke set hende i fem Aar. Han visnede og
døde hen lidt efter lidt, som en Ørn gør i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
