Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Patron Julius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
selv om hun ikke tænkte paa ham. Hvordan skulde
de holde den lange Rejse ud?
Det bitreste af alt var dog Afskeden fra
Kavallererne.
Den lille runde Patron Julius, der mere havde
Façon til at trille end til at gaa, følte sig tragisk
lige ud i Fingerspidserne. Han mindedes den store
Athener, som rolig tømte Giftbægeret i Kredsen af
sine grædende Disciple. Han mindedes den gamle
Kong Gustav, som spaaede Sveriges Folk, at det
en Gang vilde ønske, det kunde grave ham op af
Graven.
Til sidst sang han sin bedste Vise for dem.
Han tænkte paa Svanen, som dør i Sang. Saaledes
ønskede han, at de skulde mindes ham: en
kongelig Aand, som ikke nedlader sig til Klage men farer
heden paa Tonernes Vinger.
Endelig var det sidste Bæger tømt, den sidste
Vise sungen, det sidste Favntag vekslet. Han fik
sin Kappe paa og Pisken i Haanden. Intet Øje
var tørt rundt omkring, hans egne var saa slørede af
Sorgens dæmrende Taager, at han ingen Ting kunde
skelne.
Da greb Kavallererne ham og bar ham i
Guldstol. Hurraraab tordnede omkring ham. De satte
ham ned et eller andet Sted, han saa ikke hvor. En
Pisk knaldede, Køretøjet bevægede sig med ham.
Han kørte. Da han fik sine Øjnes Brug tilbage,
var han ude paa Landevejen.
Vel havde Kavallererne grædt og været grebne
af dyb Vemod, men Sorgen havde dog ikke kvalt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
