Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kirkegaarden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Resten,“ svarede Obersten, og Soldaterne raabte
Hurra, og lille Ruster slog en jublende
Trommehvirvel. Siden den Dag havde Obersten og Ruster
altid været Venner, men Kronprinsen havde haft et
Horn i Siden paa Beerencreutz, saa denne havde
faaet sin Afsked uden Naade eller Pension. Og det
kom bare af, at han havde været altfor tapper,
sagde den lille Ruster.
Disse tre værdige Mænd sidder nu rundt om
Graven og giver Kort, ivrigt og alvorligt.
Jeg ser ud over Verden, jeg ser mange Grave.
Dér hviler den vældige, tynget af Marmorstenen.
Sørgemarchen bruser hen over ham. Faner sænkes
over Graven. Jeg ser deres Grave, som er blevet
elsket meget. Taarevædede Blomsterkranse hviler
let paa Grønsværet over dem. Jeg ser glemte
Grave og formastelige Grave, Hvilesteder, som lyve,
og andre, som ingen Ting sige; men aldrig før
har jeg set Klørknægt byde Gravens Beboer til
Gæst.
„Johan Frederik har vundet,“ siger Obersten
stolt. „Vidste jeg det ikke nok. Jeg har lært
ham at spille. Ja, nu er vi døde, alle vi tre, og
han er den eneste, der lever.“
Dermed samler han Kortene sammen, rejser
sig og vender tilbage til Ekeby, fulgt af de andre.
Nu maa vel dog den døde have mærket, at
ikke alle har glemt ham eller hans forladte Grav.
Det er en sælsom Hyldest, forvildede Hjerter bringe
dem, de elske; men den, der ligger udenfor Muren,
han, hvis døde Legeme ikke har kunnet finde Hvile
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
