Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gamle Viser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Du kunde gerne gifte dig med mig, Marianne.
Det er et elendigt Liv, jeg fører. Jeg maa ride paa
laante Heste og kan ikke betale mine
Skrædderregninger. Det kan jo ikke gaa i Længden. Jeg
bliver nødt til at tage min Afsked, og saa skyder
jeg mig.“
„Men Adrian, hvad vil det blive for et
Ægteskab? Vi er jo ikke det mindste forelskede i
hinanden.“
„Ja, hvad Kærlighed angaar, saa bryder jeg mig
ikke en Døjt om det Pjank,“ havde han da erklæret.
„Jeg holder af at ride en god Hest og gaa paa
Jagt, men jeg er ingen Kavaller, jeg vil arbejde.
Kunde jeg bare faa Penge, saa jeg kunde overtage
Gaarden derhjemme og skaffe min Moder rolige
Dage, saa skulde jeg være vel fornøjet. Jeg skulde
baade pløje og saa, for jeg holder af at slide i det.“
Saa havde han set paa hende med sine
skikkelige Øjne, og hun vidste, han talte Sandhed, og at
han var en Mand, man kunde stole paa. Hun
forlovede sig med ham, mest for at komme
hjemmefra, men ogsaa fordi hun altid godt havde kunnet
lide ham.
Men aldrig skulde hun glemme den Maaned,
som nu fulgte, den Augustaften, da hendes Forlovelse
blev deklareret, hele denne Vanviddets Tid.
Baron Adrian var for hver Dag bleven mere og
mere nedslaaet og tavs. Han kom tit nok til Bjørne,
somme Tider to Gange om Dagen, men hun kunde
ikke undgaa at mærke, hvor forstemt han var. Naar
han var sammen med andre, kunde han endnu spøge,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
