Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gamle Viser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Moder ikke ogsaa, hvordan han er? Hvor kan jeg
holde af ham? Han er hidsig, han er raa, han har
pint dig, saa du er bleven gammel før Tiden.
Hvorfor skal han være Herre over os? Han bærer sig jo
ad som en gal Mand. Hvorfor skal jeg ære og
agte ham? Han er ikke god, han er ikke barmhjertig.
Jeg ved, han er stærk; han kan slaa os ihjel, hvad
Dag det skal være. Han kan kaste os ud af Huset,
naar han vil. Er det derfor, jeg skal elske ham?“
Men da var Fru Gustava bleven en helt anden
end ellers. Hun havde faaet Kraft og Mod og talt
myndige Ord. „Tag dig i Agt, Marianne! Jeg er
nærved at tro, at din Fader havde Ret, da han
lukkede dig ude i Vinter. Du skal se, du bliver
nok straffet for dette. Du maa lære dig til at taale
uden at hade, Marianne, at lide uden at hævne dig.“
„Aa Moder, jeg er saa ulykkelig.“
Straks efter kom Afgørelsen. Fra Forstuen
hørte de Drønet af et tungt Fald.
De fik aldrig at vide, om Melchior Sinclaire
havde staaet paa Trappen og gennem den aabne
Spisestuedør hørt Mariannes Ord, eller om det var
den blot legemlige Anstrengelse, der havde givet
ham et Slagtilfælde. Da de kom ud, laa han
besvimet. De vovede aldrig senere at spørge om
Anledningen. Selv lod han sig aldrig mærke med,
at han havde hørt noget. Marianne vovede aldrig
at tænke den Tanke til Ende, at hun ufrivillig
havde hævnet sig. Men Synet af Faderen, liggende
der paa den samme Trappe, hvor hun havde lært
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
