Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gamle Viser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at hade ham, tog paa een Gang Bitterheden bort
af hendes Hjerte.
Han kom snart til sin Bevidsthed, og da han
havde holdt sig stille et Par Dage, var han sig selv
igen, — og dog en hel anden.
Marianne saa Forældrene spasere Haven
igennem sammen. Det gjorde de altid nu. Han gik
aldrig ud alene, rejste aldrig bort, og blev gnaven,
naar der kom fremmede, og over alt, hvad der skilte
ham fra hans Kone. Alderdommen var pludselig
kommen over ham. Han kunde ikke overkomme
at skrive et Brev; hans Kone maatte gøre det.
Han afgjorde aldrig noget paa egen Haand, men
spurgte hende om alt og lod alt ske, som hun
bestemte. Og han var altid blid og venlig. Han
mærkede selv den Forandring, der var kommen
over ham, og hvor lykkelig hans Kone var. „Hun
har det godt nu,“ sagde han en Dag til Marianne
og pegede paa Fru Gustava.
„Aa, kære Melchior,“ udbrød hun, „du ved, jeg
vilde langt hellere, at du kunde blive rask igen.“
Og det ønskede hun sikkert. Det var hendes
Glæde at tale om den store Brugspatron, som han
var i sin Styrkes Dage. Hun fortalte, hvordan han
kunde udholde Sus og Dus saa godt som nogen af
Ekebys Kavallerer, hvordan han gjorde Forretninger
og fortjente mange Penge, netop som hun troede,
at han i sit Vildskab vilde drive dem fra Hus og
Hjem. Men Marianne vidste, at hun var lykkelig
trods alle sine Klager. At faa Lov at være alt for
Manden, det var nok for hende. De saa begge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
