Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gamle Viser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ogsaa ham kunde hun tænke paa med Glæde,
— hun blev jo nu fri for ham. Han havde med
sin Kækhed og Livslyst altid mindet hende om Gösta;
nu vilde hun se ham glad igen. Han vilde atter
blive denne Solskinsrytter, der var kommen i sin
Glans til hendes Faders Gaard. Hun vilde skaffe
ham Jord, hvor han kunde pløje og grave, saa
meget hans Hjerte begærede, hun vilde se ham føre
en smuk Brud til Alteret.
Under saadanne Tanker sætter hun sig hen og
skriver for at give ham sin Frihed tilbage. Hun
skriver milde, indtrængende Ord, Fornuft indsvøbt i
Spøg, og dog saaledes, at han kan forstaa, hvor
alvorligt hun mener det.
Mens hun skriver, høres Hovslag paa Vejen.
„Min kære Ridder Solskin,“ tænker hun, „det
er sidste Gang.“
Straks efter kommer Baronen ind til hende.
„Men Adrian, kommer du herind?“ og hun ser
forfærdet paa al Uordenen.
Han bliver straks flov og undselig og
fremstammer en Undskyldning.
„Jeg er netop ved at skrive til dig,“ siger hun.
„Se her, du kan gerne læse det med det samme.“
Han tager Brevet, og hun sidder og iagttager
ham, mens han læser. Hun længes efter at se hans
Ansigt lyse op af Glæde. Men han har ikke læst
langt, før han bliver ildrød i Ansigtet, kaster Brevet
paa Gulvet, tramper paa det og bander, som om
Himlen skulde falde ned.
Da gaar der en sagte Bæven gennem Marianne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
