Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gamle Viser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gamle ud, nedbrudte før Tiden. Marianne syntes,
hun kunde se, hvordan deres Liv vilde blive. Han
vilde efterhaanden blive svagere og svagere, et
Slaganfald efter det andet vilde gøre ham mere og mere
hjælpeløs, og hun vilde gaa og passe ham, til Døden
skilte dem ad. Men Enden kunde jo være langt
borte; Fru Gustava kunde beholde sin Lykke endnu
en Tid. Saadan maatte det blive, syntes Marianne.
Livet var i Gæld til hende.
Ogsaa for hende selv var det blevet bedre.
Det var ikke haabløs Fortvivlelse, der tvang hende
til at gifte sig for at faa en anden Herre. Hendes
saarede Hjerte havde fundet Ro. Hadet havde
gennemsust det, ligesom Kærligheden, men hun tænkte
ikke mere paa de Lidelser, dette havde kostet
hende. Hun maatte erkende, at hun var et
sandere, større, rigere Menneske end før; hvad kunde
hun da ønske usket af det, som var sket? Var
det maaske saa, at enhver Lidelse var et Gode?
Kunde alt vendes til Lykke? Hun havde begyndt at
regne alt det for godt, som kunde bidrage til at
udvikle hende til en højere Grad af Menneskelighed.
De gamle Viser havde ikke Ret. Sorgen var ikke
det eneste, der havde Bestandighed. Hun vilde nu
rejse bort og se at finde en Plads, hvor hun kunde
gøre Nytte. Havde hendes Fader været ved sit
gamle Sind, vilde han aldrig have tilladt hende at
hæve sin Forlovelse. Nu havde Fru Gustava
lempeligt ordnet Sagen. Marianne havde endog faaet Lov
til at hjælpe Baron Adrian med de Penge, han
behøvede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
