Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Døden, Befrieren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Og de gamle fortæller, at Døden svarede hende:
„Det er Døden, som banker.“
Da stod hun op, aabnede Vinduet og saa
Flagermus og Ugler flagre i Maaneskinnet, men
Døden saa hun ikke.
„Kom,“ sagde hun halvhøjt. „Ven og Befrier!
Hvorfor har du tøvet saa længe? Jeg har ventet,
jeg har kaldt! Kom og løs op for min Søn!“
Da gled Døden ind i Huset, glad som en stakkels
afsat Konge, der i sin skrøbelige Alderdom faar
sin Krone tilbage, glad som et Barn, naar det kaldes
til Leg.
Dagen efter satte Fruen sig ved sin Søns
Sygeseng og talte med ham om de frigjorte Aanders
Salighed og deres herlige Liv.
„De arbejder,“ sagde hun, „de virker. Hvilke
Kunstnere, min Søn, hvilke Kunstnere! Naar du
kommer op til dem, sig mig, hvad du saa vil være?
En af de Billedhuggere uden Mejsel, som former
Roser og Liljer, en af Aftenrødens Mestere? Og
naar Solen gaar ned i al sin Skønhed, vil jeg sidde
og tænke: det er Ferdinands Værk.
„Min kære Dreng, tænk, hvor meget der er at
se, hvor meget der er at gøre! Tænk paa alle de
Frø, som om Vaaren skal vækkes til Liv, de Storme,
som skal styres, de Drømme, som skal afsendes!
Og tænk paa de lange Rejser gennem
Himmelrummet, fra Verden til Verden!
„Tænk paa mig, min egen Dreng, naar du faar
saa meget smukt at se! Din stakkels Moder faar
aldrig andet at se end Vermland.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
