Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Døden, Befrieren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
andet end denne sorte Silkekjole og disse gule
Kniplinger, som havde været med til saa mange
Fester, og hun bar dem ogsaa ved denne Fest.
Skønt Gæsterne kom til Begravelsen med Pomp
og Pragt, var dog intet Øje tørt, mens de under
stille Klokkeringning vandrede ud til Graven. Mænd
og Kvinder græd, ikke saa meget over den døde
som over sig selv. Se, der gik Bruden, der bar
man Brudgommen, der vandrede de selv, smykkede
til Gæstebud, og dog — hvor er det Menneske, som
gaar paa Guds grønne Jord og ikke ved, at han er
hjemfalden til Bekymringen, til Sorgen, til Ulykken,
til Døden? De gik og græd ved Tanken om, at
intet i Verden var i Stand til at beskytte dem.
Moderen græd ikke, men hun var den eneste,
hvis Øjne var tørre.
Da Ritualet var læst og Graven kastet til, gik
alle bort, tilbage til Vognene. Kun Fruen paa
Berga og Anna Stjernhök blev tilbage ved Graven
for at sige den døde et sidste Farvel. Den gamle
satte sig ned paa Gravhøjen, og den unge satte sig
Siden af hende.
„Se, sagde Fruen paa Berga, „jeg har sagt
til Gud: „Lad Døden Befrieren komme og hente min
Søn, lad ham tage den, jeg elsker højest, med sig
til de stille Boligers Fred, og der skal ikke komme
andet end Glædestaarer i mine Øjne; med
Bryllupspragt vil jeg følge ham til hans Grav, og min røde
Rosenbusk, den rigtblomstrende, som staar udenfor
mit Sovekammervindue, vil jeg flytte ud til ham
paa Kirkegaarden! Og nu er det sket, min Søn er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
