Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Døden, Befrieren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
død. Jeg har hilst Døden som en Ven, kaldt den
med de ømmeste Navne, jeg har grædt Glædestaarer
over min Søns stivnede Ansigt, og til Efteraaret,
naar Løvet falder, flytter jeg min røde Rosenbusk
herud. Men du, som sidder her ved min Side, ved
du, hvorfor jeg har opsendt saadanne Bønner til
Gud?“
Hun saa paa Anna Stjernhök, men den unge
Pige sad stille og bleg ved Siden af hende. Maaske
kæmpede hun for at bringe den indre Stemme til
Tavshed, som allerede der, paa den dødes friske
Grav, begyndte at hviske til hende, at nu endelig
var hun fri.
„Skylden er din,“ sagde Fruen paa Berga.
Da sank den unge Pige sammen som under et
Kølleslag. Hun svarede ikke et Ord.
„Anna Stjernhök, du var engang stolt og
egensindig; da legede du med min Søn, tog ham og
forskød ham. Hvad var der at sige til det? Han
maatte finde sig i det, han saavelsom andre. Maaske
ogsaa han og vi alle elskede dine Penge ligesaa
meget som dig selv. Men du kom igen, du kom
med Velsignelse til vort Hjem, du var mild og
sagtmodig, stærk og god, da du kom igen. Du omgav
os med Kærlighed, du gjorde os saa lykkelige, Anna
Stjernhök, og vi stakkels Mennesker laa for dine
Fødder.
„Og dog, og dog har jeg ønsket, at du ikke
var kommen. Da havde jeg ikke behøvet at bede
Gud forkorte min Søns Liv. Ved Juletid kunde han
have holdt ud at miste dig, men efter at han havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
