Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Døden, Befrieren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
over deres døde, de, som kan græde Strømme af
Taarer. Jeg maa staa med tørre Øjne ved min Søns
Grav, jeg maa være glad over hans Død. Hvor jeg
dog er ulykkelig!“
Da trykkede Anna Stjernhök Hænderne haardt
mod sit Bryst. Hun tænkte paa den Vinternat, da
hun havde svoret ved sin unge Kærlighed at være
disse fattige Menneskers Støtte og Trøst, og hun
skælvede. Havde da alt været forgæves, var hendes
Offer et af dem, som Gud ikke modtager? Skulde
alt vendes til Forbandelse?
Men hvis hun ofrede alt, vilde Gud da ikke
give Gerningen sin Velsignelse og lade hende blive
en Lykkebærer, en Støtte, en Hjælp for Mennesker?
„Hvad kræves der, for at du skal kunne sørge
over din Søn?“ spurgte hun.
„Der kræves, at jeg ikke mere skulde tro mine
Øjnes Vidnesbyrd. Hvis jeg troede, at du elskede
min Søn, da vilde jeg sørge over hans Død.“
Da rejste den unge Pige sig med Øjnene
straalende af Begejstring. Hun rev sit Brudeslør af og
bredte det ud over Graven, hun tog Krans og Krone
af og lagde dem paa Sløret.
„Se nu, hvor jeg elsker ham,“ udbrød hun.
„Jeg skænker ham min Krans og mit Slør. Jeg vier
mig til ham! Aldrig vil jeg tilhøre nogen anden!“
Da rejste ogsaa Fruen paa Berga sig. Hun
stod tavs en Stund; hele hendes Legeme skælvede,
hendes Ansigt fortrak sig, men til sidst kom Taarerne,
Sorgens Taarer.
Men min blege Ven, Døden Befrieren, gøs, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
