Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Amor vincit omnia
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Luer. Livets Gnist flyver fra den ene til anden.
Man tændes, flammer og slukkes. Det er Livet.“
„O Eberhard, gives der da intet evigt Liv?“
„Intet.“
„Intet hinsides Graven?“
„Intet.“
„Intet godt, intet ondt, intet Maal, intet
Haab?“
„Intet.“
Den unge Grevinde gaar hen til Vinduet. Hun
ser ud over Efteraarets gulnede Løv, over Georginer
og Asters, som med tunge Hoveder hænger paa de
af Efteraarsvinden knækkede Stilke. Hun ser
Løfvensøens sorte Bølger, Efteraarets mørke Uvejrshimmel,
og for et Øjeblik giver hun sig hen til Fornægtelsen.
„Farbror Eberhard,“ siger hun, „hvor Verden
er graa og grim, hvor alt er unyttigt og
forfængeligt. Jeg vil lægge mig hen og dø.“
Men da hun hører som en Klage i sin egen
Sjæl. Livets stærke Kræfter og de varme Følelser
raaber højt om den Lykke at leve.
„Findes der da intet,“ udbryder hun, „som
kan give Livet Skønhed, naar I har taget Gud og
Udødeligheden fra mig?“
„Arbejdet,“ svarer den gamle.
Men hun ser atter ud, og en Følelse af
Foragt for denne fattige Visdom lister sig over hende.
Det uudgrundelige hæver sig for hende, hun føler
Aanden boende i alt, hun føler Kraften, som ligger
bunden i den tilsyneladende døde Materie, men som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
