Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nygaardspigen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
inden de gik. De var atter tæmmede, de var atter
Mennesker, saadan som de var, da de om Morgenen
forlod deres Hjem, inden Sulten og Hævnlysten havde
gjort dem til vilde Dyr.
De saa Grevinden lige ind i Ansigtet, og Gosta
kunde mærke, hvordan Synet af den Uskyld og
Fromhed, de saa der, bragte Taarer i manges Øjne.
Der var hos dem alle en stille Tilbedelse af det
ædleste, de havde set: det var Mennesker, som
glædede sig over, at en af dem havde saa stor en
Kærlighed til det gode.
Alle kunde de jo ikke trykke hendes Haand.
De var saa uendelig mange, og den unge Kvinde
var træt og svag. Men alle maatte dog hen at se
hende, og saa kunde de trykke Gostas Haand; hans
Arm kunde nok taale at blive rystet.
Gosta stod som i en Drøm. I hans Hjerte
oprandt der denne Aften en ny Kærlighed.
„O, mit Folk, tænkte han, „o, mit Folk, hvor
jeg elsker dig!" Han følte, hvor han elskede hele
denne Skare, som drog bort i Nattens Mørke med
den døde Pige baaren foran Toget, alle disse Men
nesker med grove Klæder og ildelugtende Sko, alle
disse, som boede i de graa Huse i Skovbrynet, som
ikke kunde føre en Pen og tit nok heller ikke læse,
som ikke kendte Livets Fylde og Rigdom, men kun
Slidet for det daglige Brød.
Var det dog ikke et stort Folk, et herligt Folk!
Var det ikke modigt og udholdende, var det ikke
muntert og arbejdsomt, var det ikke behændigt og
foretagsomt? Var den fattige ikke ofte god mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
