Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Margareta Celsing
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
279
Da hun endelig naaede Ekeby, og Kavallererne
skyndte sig ud for at hjælpe hende af Slæden, kunde
de knap kende hende igen; thi hun var lige saa
mild og venlig som deres egen unge Grevinde. De
ældre, der havde set hende som ung, hviskede til
hverandre: „Det er ikke Majorinden paa Ekeby —
det er Margareta Celsing, der kommer tilbage."
Kavallerernes Glæde over at se hende komme
igen saa god, saa fri for alle Hævntanker, var stor,
men den blev forvandlet til Sorg, da de saa, hvor
syg hun var. Hun maatte straks bæres ind i Sove
værelset og lægges i Seng. Men paa Tærskelen
vendte hun sig om og talte til dem.
„Guds Stormvind er gaaet over Landet," sagde
hun, „Guds Stormvind! Jeg ved nu, at alt har været
til det bedste." Saa lukkedes Døren til Sygeværelset,
og de fik hende ikke mere at se.
Der er dog saa meget at sige til den, der skal
do. Ordene trænger sig frem, naar man ved, at i
Værelset ved Siden af ligger en, hvis Øre snart skal
lukkes for bestandig. „Ak min Ven, min Ven",
vilde man gerne sige, „kan du tilgive? Kan du tro,
trods alt, at jeg har elsket dig? Hvor kunde jeg dog
volde dig saa megen Sorg, mens vi vandrede sam
men her? Ak min Ven! Tak for al den Glæde, du
har skænket mig!" Saadanne Ord vil man tale og
mange, mange flere.
Men Majorinden laa i brændende Feber, og
Kavallerernes Stemmer kunde ikke naa hende. Skulde
hun da aldrig faa at vide, hvordan de havde ar
bejdet, hvordan de havde genoptaget hendes Værk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
