Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Margareta Celsing
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
295
sin sidste Tale til Kavallererne. Han var bedrøvet
over deres Skæbne, da de nu alle maatte bort fra
Ekeby. Alderdommens Skrøbeligheder ventede dem.
Den, der er gammel og gnaven, faar kun en kølig
Modtagelse, hvor han kommer. Den fattige Kavaller,
som er nødt til at tinge sig i Kost hos Bønder, har
ingen glade Dage: skilt fra Venner og Eventyr sygner
han hen i Ensomhed.
Og saa talte han til dem, de sorgløse, de i
Lykkens Omskiftelser hærdede. Endnu en Gang
kaldte han dem gamle Guder og Riddersmænd, som
var kommen for at indføre Glæden i Jernlandet og
Jerntiden. Men han klagede over, at den Have,
hvor den sommerfuglvingede Glæde sværmer, hærges
af ødelæggende Larver, saa dens Frugter gaar til
Grunde.
Vel vidste han, at Glæden var et Gode for
Jordens Børn, og at den maatte findes. Men som
en tung Gaade laa stadig det Spørgsmaal over
Verden, hvordan et Menneske kan være baade glad
øg god. Det var det letteste og tillige det sværeste
i Verden, sagde han. Hidtil havde de ikke kunnet
løse Gaaden. Nu vilde han tro, at de havde lært
det, at de alle havde lært det i dette Glædens og
Nødens, Lykkens og Sorgens Aar.
Ak, I gode Herrer Kavallerer, ogsaa for mig
ligger Afskedéns Bitterhed over denne Stund! Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
