Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Kammerherre Bernt Anker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ceremonielt, — var i hans Vennekreds roligt og naturligt og
virkede yderst sympatisk.
I mange Aar var der Assemblé hos ham hver Søndag, enten
i Palæet eller — om Sommeren — paa Uranienborg og navnlig
paa Frogner. Imellem kunde det falde ham ind at byde et
større Antal Personer, med hvem han tilfældigvis traf sammen,
f. Eks. paa en Udsigt eller lignende — med sig hjem til
Middag. Dette blev da gjerne til en hel Fest for de indbudne, der
saa uventet kom i Berørelse med denne, da saameget omtalte
og vindende Personlighed.
Han gjorde ofte større Middage og serverede da altid med
udmærket Yin. For sin egen Del var Anker forresten yderst
afholdende i Mad og Drikke, han nød f. Eks. aldrig Vin
undtagen den var opblandet med Vand, og drak hverken Øl eller
Kaffe. Mauritz Hansen fortæller i sin Novelle „Moderen“, at
der engang ved en Middag hos Bernt Anker var Tale om
Vinen, som alle de tilstedeværende vare enige om at rose og
erklære for enestaaende; da siger pludselig en tilstedeværende
Præst: „Man kan mærke, at de Herrer Berømmere ikke har
smagt Vinen paa min Præstegaard, thi den er i det mindste
ligesaa god“. Alle studsede, undtagen Værten, som sad
ssmaalo. Gjæsterne protesterede nu kraftigt mod den gode
Præstemands Paastand, indtil denne udbrød: „De vil da altsaa
virkelig, mine Herrer, beskylde Etatsraaden for, at han forærer
mig slettere vin, end han selv drikker!“ Alle lo og morede
sig over denne Løsning.
Men det var ikke alene indbudne Gjæster, der vankede
i Bernt Ankers Hus; der var altid ved hans Bord dækket endel
Reservepladse for Venner, som kom af sig selv, og det var
ikke faa, thi de vare altid velkomne.
Naar Anker sad ved en munter Middag, brugte han ofte at
improvisere Vers eller Rim. Da han tilbragte Julen 1799—18OO
paa Colletts glade Fladeby i Enebak, hvor der Nytaarsdag —
ubegribeligt nok — blev en varm Disput om, hvorvidt det nye
Aarhundrede begyndte 1ste Januar 1800, eller 1ste Januar
1801 — greb Anker sit Glas og improviserede følgende:
Lad de lærde trættes om,
Naar vort Sekulum har Ende,
Hjernen bliver derved tom
Og vort Hjerte kan ei brænde;
Men det Hjerte, som ei brænder
For vor Collett ng hans Hus,
det til Venskabs Fryd ei kjender o. s. v.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
