Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
efterhaanden sit System som Helhed efter Oldtidens
Systemer. Det forholder sig til Aristoteles’s
Tankebygning som Goethes Ifigenia forholder sig til
Euripides’s eller som Thorvaldsens Alexandertog
forholder sig til Parthenonsfrisen.
Hans egenlige, oprindelige Sindelag overfor
Kristendommen røber sig i de Studier og
Forskninger fra hans Ungdom som Theolog, hvis
Indhold efter Haandskrifterne er gjengivet af Haym.
Han viser her, at den græskromerske Religion var
en Religion for frie Folk, at Ideen om et frit
Samfund for Grækeren var det Højeste, det Ideale,
som han viede sit Arbejd og sit Liv. Kristendommens
Gud var kun et Surrogat for den republikanske
Frihed, der gik tabt. Man havde ikke
længer Magt, man kunde ikke mere ville; men
man kunde ønske og bede. Og jo mere nu Mennesket
blev Slave, des mere behøvede det en Gud
udenfor sig og over sig. Og Hegel slutter, at det
er vore Dage forbeholdt at tilbagekræve de Skatte
som Menneskets Ejendom, der er blevne slyngede
op i Himlen. Han foregriber her Heine og
Feuerbach.
Hegel ser i sin Ungdom bestandig den jødiske
Oldtid gjennem den klassiske Opfattelses Glar. Han
iagttager Jødefolkets Historie og Skjæbne mod en
Baggrund af Sofokles’s Verdensanskuelse og Aristoteles’s
Theorier. Begreber som Lov og Straf er ham kun
grimme. Den kristelige Forestilling om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
