Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dette: Granen drømmer i Sneen, Palmen sørger
taus i Solheden. Det er ikke netop set; det er
tænkt eller fundet, derfor ikke til at male — jeg
har set det malt paa en tysk Udstilling, et ved
sin Idioti rent latterligt Dobbeltmaleri — men
ligefuldt, det er et uforglemmeligt, et evigt Digt.
Det beroer paa, at Symbolet er saa uhyre slaaende
ved sin Simpelhed, ved hine Par klare Omrids i
Stemning, som udtrykke Umuligheden af at
overvinde Adskillelsen trods den indre Sammenhøren.
Og har Goethe nu sin Styrke i Udtrykket
for sunde Følelser, forholdsvis enkelte og ublandede,
saa har Heine en Styrke i Udtrykket for det
moderne Menneskes blandede Følelser, for det
Angrebne i Følelseslivet, som er smertelige Erfaringers
Resultat. Aldrig havde Goethe kunnet skrive disse
Linjer med deres skjærende Kontraster og gaaderige
Indhold:
Wenn ich in deine Augen seh’,
So schwindet all mein Leid und Weh:
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Doch wenn du sprichst: ich liebe dich!
So muss ich weinen bitterlich.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
