Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saadan Lidenskab i Reglen varer, og han udrives
af sin Selvforglemmelse ved Lyden af hendes
Stemme — han tvivler paa Varigheden af hendes
Følelse eller paa Varigheden af sin egen.
Højst interessant er det ogsaa at se, hvorledes
Heine under Udarbejdelsen har tumlet med
disse Ord. Først lød den sidste Linje: «Dann
wein’ ich still und bitterlich». Senere blev Ordet
«bitterlich» i Strid med Digtets oprindelige Anlæg
forandret til «freudiglich», indtil Linjen endelig fik
sin nærværende Skikkelse.
Heine var ikke lykkelig og ikke stor nok til
at naa til Forsoning med Existensen. Den længe
Landflygtige og længe dødeligt Syge kunde, selv
alt Andet fraregnet, ikke se paa Jordelivet med
de Øjne, som den udadtil sikrede, fra mange Sider
hædrede og i sit Væsen sunde Fyrsteven i Weimar.
Derfor er Oprørstendenser, Bitterheder og Cynismer
uendeligt meget sjældnere hos Goethe end hos Heine.
Goethe lægger dem i Regelen sin Mefistofeles i
Munden, Heine, som manglede dramatisk Kraft,
faar Ansvaret for ethvert Indfald, fordi han altid
taler i eget Navn. De værste Bitterheder optog
Goethe tilmed ikke i sine Værker. Kun i
Paralipomena til «Faust» findes f. Ex. dette Sted:
Nach kurzem Lärm legt Fama sich zu Ruh,
Vergessen wird der Held so wie der Lotterbube,
Der grösste König schliesst die Augen zu,
Und jeder Hund bepisst gleich seine Grube.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
