Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udholdenhed og Uanfægtelighed i overmenneskelige
Kvaler. Sjældent har Sjælens Magt over Legemet
vist sig saa utvivlsom. At lide taus med
sammenbidte Tænder under Lidelser som hans vilde allerede
været meget. Men at frembringe, at spotte og
spøge, sprudlende lunefuldt og fantastisk, lade sin
Aand fare Kloden rundt i yndefulde og dybe
Drømmerier, medens man selv ligger lam og som
livløs paa Lejet, det er stort.
Han laa der indskrumpet til et Skelet med
de lukkede Øjne, de næsten helt lammede Hænder,
de ædle Ansigtstræk afmagrede; Hænderne, der
var hvide og fuldendt skjønne, var blevne som
gjennemsigtige i deres Finhed; naar han talte, gled
nu og da et Mefistofeles-Smil over hans lidende
Martyr-Fysiognomi. Tilsidst var i Grunden kun
Stemmen tilbage af Manden som af Oldtidens Tithon;
men denne Stemme var uendeligt rig paa Toner,
paa Indfald og Skjemt.
Han vedblev at være aandeligt virksom. Det
var som om Aandens Drivhjul vedblev at dreje sig,
selv uden Damp; det var som om Lampen blev
ved at brænde, selv uden Olie.
Det er usandt, at han var vendt tilbage til
nogen Kirkelighed; men til en Religiøsitet, der
ligesom dukkede op paany fra Barndommens Dage,
og til en Art Gudstro klamrede den Lidende sig.
Og selv over denne Gudstro hævede han sig
undertiden med et Smil. Et saadant Smil er hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
