Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
overvinder ikke let sin Benytternatur. Vi gjenfinde
den endnu i det sidste af disse Arbejder, i
«Hærmændene», der ganske vist er en ny Erobring,
men som adskillige Erobringer forbunden med en
meget omfattende Plyndring. Ibsen har for at
samle karakteristiske og pikante Træk fra Oldtiden
til sit Stykke plukket Effektsteder ud af ganske
forskjellige Sange og Sagn, og som Goldschmidt
i sin Tid heldigt udtrykte det, formeligt «skovet»
i de gamle Sagaer. Benytter han ikke Andres,
benytter han sit Eget. For det Første i Henseende
til Figurerne. Han er som de Kunstnere, der
stadigt anvende samme Model; siddende er han
Brutus, staaende Christian den Fjerde; i Chiton
er han Achilles, nøgen er han Samson. En Digter
har det nemmere, han har bestandigt sin Model
ved Haanden, naar han er hvad man i gamle
Dage kaldte en subjektiv Digter. I «Fru Inger til
Østerraad» finde vi Ibsens Yndlingstypus med
ejendommelige Egenskaber, men dog god at gjenkjende.
Med det videste, ubestemteste Udtryk kan denne
Typus betegnes som «Allerhelvedeskarlen»,
Udtrykket tages jo baade i god og i slet Forstand.
Hovedmanden i Stykket er den danske Ridder
Hr. Niels Lykke, som hans Navn allerede varsler
det: en Mand à bonnes fortunes, en halvt
middelalderlig Don Juan, ligesom Catilina uimodstaaelig,
ærgjerrig og mægtigt begavet. For at Intet skal
mangle i denne Lighed, har Digteren optaget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
