Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Guillotinens Fald skræmmer ham saa lidt, at den
omvendt klinger harmonisk ind i hans optimistiske
og revolutionære Verdensbetragtning. Ikke
Friheden som død Tilstand, men Friheden som Kamp,
som Stræben synes ham af Værdi. Lessing sagde,
at hvis Gud bød ham Sandheden i sin højre,
Stræben efter Sandheden i sin venstre Haand,
vilde han gribe efter Guds venstre; Ibsen vilde
underskrive Sætningen, hvis man for «Sandhed»
satte Ordet «Frihed». Naar han afskyer Politikerne,
beror det paa, at de efter hans Anskuelse opfatte
og behandle Friheden som noget Udvortes, Sjælløst.
Af Ibsens optimistiske, saa at sige pædagogiske
Opfattelse af Lidelsen lader hans Iver for, at Norge
skulde staa Danmark bi i Kampen om Slesvig, sig
fortrinsvis forklare. Naturligvis gik han som de
øvrige Skandinaver ud fra Stammefrændskabet,
Løfterne, Danmarks Ret som Udgangspunkt, men
det var hans Optimisme der bragte ham til at
betragte Hjælpens Nytte som underordnet. Paa det
Udbrud: «I havde faaet mange Prygl!» svarede
han engang: «Naturligvis, mange. Men hvad
skader det, vi vare komne med i Bevægelsen,
havde hørt til Evropa. Blot ikke blive udenfor!»
En anden Gang — i 1874 tror jeg — priste
Ibsen i høje Toner Rusland: «Et prægtigt Land»,
sagde han smilende, «al den brillante
Undertrykkelse derovre!»
«Hvorledes?»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
