Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
«Tænk blot paa al den herlige Frihedskærlighed,
den avler. Rusland er et af de faa Lande
paa Jorden, hvor Mænd endnu elske Friheden og
bringe den Ofre. Derfor staar Landet ogsaa saa
højt i Poesi og Kunst. Tænk paa at de har en
Digter som Turgeniev, og der er Turgeniev’er
ogsaa blandt deres Malere; vi kjender dem kun
ikke, men jeg saa’ deres Billeder i Wien.»
«Hvis alle disse gode Ting følger af Undertrykkelsen,»
sagde jeg, saa maa vi jo prise den.
Men Knutten, sværmer De ogsaa for den? Sæt,
De var Russer — Deres lille Dreng dér (jeg
pegede paa hans dengang halvvoxne Søn) skulde
han ha’ Knut?» Ibsen tav et Øjeblik med en
uigjennemtrængelig Mine. Saa svarte han leende:
«Ha’e Knut skulde han ikke, gi’e Knut skulde
han.» Hele Ibsen er i denne humoristiske Udflugt.
Han selv giver i sine Dramer bestandigt Slægten
Knut. Forhaabenligt skulde den eventuelle Knutgiven
i Rusland til en Afvexling gaa ud over
Undertrykkerne.
Man vil ikke undre sig over, at Henrik Ibsen
med disse Synsmaader var alt andet end henrykt,
da Rom blev indtaget af de italienske
Tropper. Han skrev i lunefuldt Mismod:
«... Saa har man da nu taget Rom fra os
Mennesker og givet det til Politikerne. Hvor skal
vi nu hen? Rom var det eneste fredlyste Sted i
Europa; det eneste Sted, der nød den sande
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
