Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tro paa Kvinden, med hvilken Ibsen ligesom synes
at ville bøde paa sin Ringeagt for Manden, er
altid tilstede, og den har frembragt en Række
skjønne og sande Kvindeskikkelser som hin
Margrethe i «Kongs-Emnerne», der med faa Streger er
tegnet i uforgængelig Skjønhed, og hin Selma i
«De Unges Forbund», der er det første Udkast
til Nora. Da denne Figur var ny, bemærkede jeg
i en Kritik, at den ikke havde tilstrækkeligt
Raaderum i Stykket, men at Ibsen burde skrive et helt
nyt Skuespil om den. Han gjorde det i «Et
Dukkehjem».
Efter min Opfattelse er det meget langt fra,
at Tanken om Kvindens Frigjørelse i moderne
Forstand fra Begyndelsen af Henrik Ibsens Bane
var ham kjær og kjendt. Tværtimod. Han har
end ikke oprindeligt stor Sympathi for Kvinden.
Der gives Forfatternaturer, som i sig have et
Slægtskabsforhold til Kvindens Væsen, ja som til en vis
Grad ere feminine. Ibsen hører ikke til dem.
Han har, skulde jeg tro, mere Fornøjelse af at
tale med Mænd end med Kvinder, og han har
sikkert anvendt langt mindre Tid paa Kvinders
Selskab, end Digtere pleje at gjøre. Det er ogsaa
langt fra, at de moderne Skrifter om det
Berettigede i en Forandring af Kvindens Samfundsstilling
fra først af fandt nogen begejstret Læser i ham.
Mill’s Bog om Kvindesagen var, om jeg ikke fejler,
ham stært imod, da den udkom, og Mills
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
