Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
135
lige Hovedperson er endelig Digter. Det er ved
sine «Kvæder», at han har sunget sig ind i
Margits Hjerte, som han tre Aar efter synger sig ind
i Signes. Og han er en fredløs Digter, fredløs,
som Ibsen sikkert længe har følt sig fredløs, og som
Thorgjerd i «Olaf Liljekrans» var hjemløs. «Gildet
paa Solhaug» er Digtet om, hvorledes Skjæbnen
vikler den unge Ridder og Sanger ud af det Garn,
der er ved at drage sig sammen om ham paa
Grund af den første Tilbøjelighed, han i et
Kvindehjerte har vakt.
Smukt afrundet er den lille Digtning,
harmonisk og helstøbt, alle Enkeltheder omhyggeligt
motiverede, enhver Handling, som forekommer,
psykologisk forberedt. Med sikker dramatisk
Dygtighed er den Sjælekval, der fører Margit til
Forbrydelsens Rand, fremstilt i sin Stigen. De mørke
Magter, der raade i hendes Sjæl er forklarede
til Gjennemsigtighed. Overhovedet virke de
optrædende Personer alle som gjennemsigtige Omrids
af Mennesker, som Glasmalerier, varme i Farven,
lyse i deres Klarhed, med let henkastede, men
tilstrækkelige Konturer. Den af Figurerne, hvis
Karakteristik mest er gjennemført, er den eneste
af dem, som har et let komisk Præg og nærmer sig
Karikaturen, Fru Margits Ægtemand, den brave,
dumme, smaalige, taktløse Ridder Bengt. I ham
skimtes allerede Prototypen til Jørgen Tesman.
Stykkets Form er blandet; Vers og Prosa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
