Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
langt Tidsrum var Ibsen forfalden til den Manér,
systematisk at hæve Kvinderne paa Mændenes
Bekostning. Her har han tegnet en Kvinde, der
forsaavidt er mandigere end mange Mænd, som
hun har den fineste Følelse for det gængse
Godheds-Ideals Vammelhed, men som ikke desto mindre
er et Væsen uden al sjælelig Frugtbarhed, der ikke
formaar det ringeste andet end at fordærve, at
ødelægge og at dø.
Stykket drejer sig foruden om Hedda tillige
om et Geni og et Fæ. Geniet er Ejlert Løvborg,
Fæet Jørgen Tesman.
At Jørgen er et Fæ, derom føler Læseren sig
snart forvisset; mindre sikker vil han være paa,
at denne Ejlert Løvborg ogsaa virkelig er et Geni.
Ibsen er Poet, en meget stor Poet, og det er
naturligt, at han ogsaa ser paa Videnskaben som
Digter. Det hører saa ganske en Digter til at
se det Geniales Kjendetegn deri, at det forlader
Erfaringens Veje og svæver profetisk ud i det
Kommende. Ibsen vil derfor give os Indtrykket
af Løvborgs store Ævner ved at lade ham skrive
om Fremtidens Kulturmagter og Fremtidens
Kulturgang. Men os andre prosaiske Sjæle forekommer
det maaske’, at det fornuftigste Ord, som derom
er at sige, er det, der siges af Stykkets Fæhoved:
«Men Herre Gud, den véd vi jo slet ingen Ting
om!» Fremtidens Kulturgang, det er jo den rene
Bellamy eller hvad han hedder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
