Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
73
anden, snart omvendt. I «Solness» som i
«Gjengangere» var Naturelskeren i Ibsen herskende; her
som i «Brand» og «Vildanden» er Tugtemesteren det.
Stykkets anden Axe var Spørgsmaalet om det
Sketes Betydning og Mening. Lille Eyolfs Død
synes saa meningsløs: et Ulykkestilfælde, som
umuligt kan sætte anden Frugt end Kvaler,
Anklager og Selvbebrejdelser, alene kan forhærde og
forbitre Forældrene til det Yderste imod hinanden.
Men Begivenhederne have nu engang kun den
Betydning og Mening, vi selv give dem, ved den
Opfattelse, vi danne os af dem og den Brug, vi
derefter gjøre af dem. Og paa en ligesaa aandfuld
som overraskende Maade giver Ibsen ved Stykkets
Udgang gjennem Ritas Beslutning Begivenheden
en Udlægning og Ulykken en Mening. Den lille
Eyolf har ikke levet og er ikke død forgjæves,
siden hans Død bliver Aarsag til, at Rita og
Alfred paatage sig et stort menneskekjærligt Arbejde
med andre Menneskers Børn.
Blandt Skikkelserne er Rita sandest og
ualmindeligst. Kun en Menneskekj ender af første
Rang har kunnet frembringe denne Type paa
skinsyg kvindelig Gridskhed. Allmers interesserer
mindre; han er finere end Rita, men ogsaa
svagere i sin aandelige Ufrugtbarhed, desuden
uædelmodigere end hun, ubehersket i sin Sorg, uværdig
og spidsfindig i sine Angreb paa den knækkede
Kvinde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
