Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172
under Udviklingens Lov. Men Udtrykket
Forvandling er dybere og sandere end det gjængse Udtryk
«Udvikling»; thi Forvandling indbefatter Fremgang
og Tilbagegang, Udvikling og Sammenfoldning i
et enkelt omfattende Ord. Og vi se i dette
Skuespil menneskelige Følelser formes, omformes,
udslukkes, vaagne paany i forandret Skikkelse.
Overfor enhver Begivenhed, der griber ind i
vort Liv som pludselig Ulykke, rejser der sig et
tvefoldigt Spørgsmaal. Først det om Aarsagen,
eller theologisk udtrykt Skylden eller
moralskjuridisk udtrykt Ansvaret. Dernæst det om
Betydningen af det Skete, theologisk udtrykt
Meningen dermed, moralsk udtrykt det Spørgsmaal,
hvad Brug der bør gjøres af Ulykken, ifald den
ellers kan bruges til andet og mere end Sorg.
En saadan epokegjørende Begivenhed for
Menneskers Liv og Samliv er her i Skuespillet Eyolfs Død.
Under Grubleriet over Aarsagen, Skylden,
Ansvaret standser Dramet ved dette Punkt: det
Favntag, under hvilket det nogle Øjeblikke forglemte
Barn ved et Fald blev til Krøbling, og der møder
Læseren en næsten Tolstoj’sk Uvilje mod
«Jordmennesket» og dets Natur i det odiøse Skjær, som
her kastes over det sunde, stærke Elskovsforhold
mellem Mand og Hustru. Der har altid hos Ibsen
været en Dobbelthed tilstede; han taler Naturens
Sag, og han tugter Naturen med mystisk Moral;
kun at snart Naturen har første Stemme, Moralen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
