Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udkommer Loven om fideikommissarisk Arv, der
aabner Arveladeren et nyt Asyl. Hvem der er
Arving paa Basis af denne frivillige Troskab
(fides) mod Folkeaanden og dens hellige
Overleveringer, tør og kan ikke gjøre Brug af den
nye Tvang, Arvingen ved den foregaaende Lov
fik Ret til at udøve mod Arveladeren, og har
ingen Fordring paa Afdrag efter lex Falcidia.
Saalænge romersk Aand existerer, stræber
den da at holde fast ved Sandheden af hin
Fiktion om Fortsættelsen af Arveladerens
Viljesexistens og om hans og Arvingens
Viljesidentitet. Hvor ofte end Historien under sin
Udviklingsgang stempler den som usand, Folkeaanden
søger stedse at frelse den, om end i nok
saa afbleget en Skikkelse. Testamentet er da for
det romerske Folk en Kultus af dets eget Væsen;
thi det er den højeste Selvstadfæstelse af den
almene Folkeaand, hvortil Romerne overhovedet
bringe det, og alt det er Kultus og af religiøs
Natur, hvori et Folk fejrer den offentlige Aand,
der gjennemtrænger det. Derfor sker Testeringen
ikke blot i Folkeforsamlingen og i Præsternes
Nærværelse, men i de udtrykkeligt kun til
religiøse Formaal sammenkaldte Komitier. Og
derfor bliver Romerens Vilje, som var Privatvilje
medens han levede, til offentlig Vilje efter
hans Død. Tidt er det blevet sagt, at den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
