Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
romerske Testator paa Grund af sin uindskrænkede
Frihed overfor den paa Lov beroende
Intestatarvefølge kunde sammenlignes med en
Lovgiver. Men dette er altfor lidet sagt. Det var
i Rom Skik, at Arveladeren ej blot i Testamentet
men ogsaa i Indskriftet paa Gravmonumentet,
som han ofte i levende Live lod rejse,
fastsatte en Formuesstraf for Salg, Udlejning
eller Bortpantning af Gravstedet, Bøder der altid
vare at betale til Vestalindernes eller
Pontificernes Kasse eller til det offentlige Skatkammer.
Og en saadan Arvelader behøvede ikke at gjentage
disse Straffetrusler i Testamentet. Hvorfra
tog han denne Magt til at straffe? Efter alle
gængse Begreber om romersk Arveret kunde
han dog kun true Arvingen med Sligt, og
han truer den fremmede Kjøber med samme
Straf som Sælgeren. Denne Gravret viser paa
Grund af sin dobbelte Karakter: formelt ikke at
være noget Testament, men reelt efter sit
aandelige Indhold at være det samme som et Testament
ɔ: en sidste Vilje angaaende Bevarelsen af det
egne Jeg, paa det Skarpeste hvad der følger af
Testamentets Begreb, dets aandige Betydning.
I Døden tilkommer der Romeren en Ret, som
han i levende Live aldrig besad; i Døden
forklarer han sig til Lovgiver. Den Døende maa
forklare sig til Lovgiver efter sit Begreb og i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
