Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
cipet ikke betyde Andet end en Regulering af
Efterladenskaberne paa Samfundsvegne.
Fortidens store Filosofer gik ikke som
Lassalle historisk tilværks i Opfattelsen af
Arverettens Væsen. Opfattelsen af Arveretten som
beroende paa den sædelige Identitet af Familiens
Medlemmer, der giver sig ydre Virkelighed i
den efter sit Begreb fælles Formue, tilhører
Hegel; men han forfaldt til den Vildfarelse, at
tage for Arverettens Ide overhovedet, hvad der
netop kun var den germaniske Arverets bestemte
historiske Ide. Det lykkedes ham derfor kun
at give en Theori af Intestatarvefølgen, medens
han ikke kunde bringe det til nogen holdbar
Theori af Testamentet. Den eneste store Filosof
foruden ham, der har forsøgt derpaa, er
Leib-nitz, som med sit geniale Skarpblik stod paa
Nippet til trods fuldstændig Mangel paa historisk
Kundskab at producere den romerske Arverets
Ide ud fra en Fornuftovervejelse. Han siger:
«Testamenter vilde visselig retligt ikke have
nogensomhelst Betydning, hvis Sjælen ikke var
udødelig; men da de Døde virkeligt leve endnu,
forblive de Tingenes Herrer, og de Arvinger,
de efterlade sig, maa opfattes som Stedfortrædere
for dem.»23 Men medens i den romerske Arveret
Arveladeren fortsætter sin Existens i Arvingen,
der er selve den Afdødes fortsatte Tilværelse,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
