Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kostbareste, naar det kastedes i Svælget, kunde sone
Guderne. Og se! højt tilhest, i Vaabnenes
festlige Smykke sprang Curtius ned i Afgrunden
viende sig til Underverdenens mørke Aander!
De Bedste maa springe i Tidens aabne Gab,
kun over deres Legemer lukker Afgrunden sig.»
Og Franz tænker ganske som Ulrich og —
ganske som Lassalle. Han siger: «Vi skylde
vort Liv til hine store Formaal, i hvis Værksted
Slægterne sendes hen som Arbejdere. Jeg har
gjort hvad jeg har kunnet og føler mig fri og
let, som en, der redeligt har betalt, hvad han
skyldte.» — Men af alle i Stykket forekommende
Repliker karakteriserer ingen bedre og fuldstændigere
end den følgende Lassalles inderste Viljesliv,
som han førte det, naar han drevet til det
Yderste i Aandsanspændelse under truende Farer
sugede Vilje af uudgrundelige indre Kilder. I
denne Replik er han virkeligt Digter; thi han
har her følt saa dybt, at Ordene opsendte fra
denne Dybde stige i Vejret som Lyrik. Forskjellen
mellem en Rhetor og en Digter er jo den,
at Taleren har de Andre for Øje, medens den
lyriske Digter er ene med sig selv. Men ene
med sig selv er Lassalle i dette Udbrud:
Se ej til Jorden, Balthasar, se op!
Staar Alt paa Spil, da først sig aabenbarer
I Evnens Spænding Mandens hele Kraft.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
