Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Femte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lSYNNØVE SOLBAKKEN
store, klare øjne, faderen måtte se på dem, og da begyndte
hans at fugtes. "Jeg vidste, det vilde ende slig," sagde han
sagte, vendte sig og gik ud. Moderen sad på en krak inde
ved sønnens fødder og gråt, men hun talte ikke. Thorbjørn
vilde tale, men han følte, det faldt sig tungt, derfor taug han.
Men han så på moderen uafbrudt, og moderen havde aldrig
set slig glans i hans øjne, heller aldrig havde de været så fagre,
hvilket syntes hende et slemt forbud. "Gud herren han hjælpe
dig!" brast det endelig ud; "Jeg ved, Sæmund vælter overende
den dag, du går." Thorbjørn så på hende med ubevægeligt øje
og ansigt. Blikket for lige igjennem hende, og hun begyndte
at bede sit fadervor for ham; ti hun tænkte, han kun havde
lidt igjen. Mens hun da sad der, randt det hende i sind, hvor
kjær han fremfor nogen havde været dem alle, og nu var ingen
af søskende hans hjemme. Fik hun da bud op til sæteren
efter Ingrid og en yngre bror, kom så igjen og satte sig der som
før. Han så endnu på hende, og blikket var hende en
salmesang, der førte hendes tanker mildelig ind i de bedre ting, og
gamle Ingebjørg blev andagtsfuld, tog bibelen frem og sagde:
"Nu vil jeg læse højt for dig, at du kan ha det godt." Da hun
ingen briller havde ved hånden slog hun op et sted, som hun
omtrent kunde udenad, fra hun var pige, og det var af Johannes
evangelium. Hun var ikke viss på, at han hørte hende; ti han
var ubevægelig som før, stirrede blot på hende; men hun læste
dog, om ikke for ham, så for sig selv.
Ingrid kom snart hjem for at bytte med hende; men da
sov Thorbjørn. Ingrid gråt uden ende; hun havde begyndt med
det, før hun gik fra sæteren; ti hun tænkte på Synnøve, som
intet fik vide. - Nu kom doktoren og undersøgte ham. Han
havde fåt et knivstik i siden, var også ellers blevet slåt, men
doktoren sagde intet, og der var ingen, som spurte ham.
Sæmund fulgte ham ind i sygestuen, stod der og så uafbrudt på
doktorens ansigt, gik, da han gik, hjalp ham op i kariolen og
tog til huen, da doktoren sagde, han kom igjen dagen efter.
Så vendte han sig mod konen, som havde fulgt med: "Når den
mand ikke taler, er det farligt"; hans mund bævrede, han slog
den ene fod omkring den anden og gik bortover marken.
Ingen vidste, hvor han blev af; ti han kom ikke hjem den
kvæld, heller ikke om natten, men først den næste morgen, og
da synes han så mørk, at ingen turde spørge ham om noget.
Selv sagde han: "Nu?" - "Han har sovet," svarede Ingrid;
"men han er så magtesløs, at han ikke kan løfte en hånd."
5^. 127
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
