Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Visen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
»Falsk, Slagter!« skreg Trompeteren og sprang
ind paa Jørgen.
»Ræk ham dit Horn og lad os se, om han kan
blæse sin egen Ligsang bedre«, sagde Vagtmesteren.
»Det Tudehorn duer ikke til Musik«, svarede
Jørgen. »Der hænger en Fedel hernede paa Væg
gen i Storstilen; hent den, saa skal jeg spille den
Vise for jer\ som bragte Taarer i Heltekongen Carls
Øjné, da han laa saaret og forpint paa Lejet. Der
med er det hele forbi«.
Vagtmesteren gjorde et Tegn. Månsson for
svandt gennem Tåget.
Et eget Smil fo’r over Jørgens Ansigt, medens
han saa over mod Skoven og slog sine Hænder sam
men, som for at varme Fingrene.
Lidt efter modtog han ung Halvors Violin.
»Lir du nu din Vise af i en Fart!« sagde Måns
son cg lo; »bagefter skal jeg plante denne her som
en ægte Slagter i dit Hjerte!«
Han svingede Sabelen over Fangens Hoved.
Jørgen greb Violinen og lagde den til Kinden.
En bred og skærende Tone brød løs under et Bue
strøg, som aldrig syntes at faa Ende; derefter gled
Vuggevisen frem, blid og skælvende. Det lød som
et Barns Bøn om Hjælp, en Maning, et Angestraab
om Dødsfare. Jørgen holdt inde, lyttede, sem om
han ventede et Svar. Da fo’r pludselig det samme
gaadefulde Smil over hans Ansigt; han kastede Ho
vedet tilbage, saa op mod Stjernerne og spillede
Vårmelandsvisen. Blide, inderlige Toner steg frem
i Tusmørket; de kom som et Savn, som en Hilsen
fra Hjemlandet, som et vemodigt Minde, Skygge
rigets hemmelighedsfulde Røst til de levende; ri
gere og mægtigere banede Tonerne sig Vej under de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
