Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ole Svendsens Død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
185
Stilling gav ham, Klokkeren med den sagtmodige
Ydmyghed, som Udøvelse af kirkelig Værdighed
indgyder.
»Gud er mit Vidne«, vedblev Klokkeren, »jor
diske Baand er stærke, saa stærke, at en Mands
Bryst kan sønderslides ved at rive sig løs, og
dog er der en stærkere Magt, de retfærdige
Stridsmænds Sag. Jeg har ofte set dem ligge ud
hugne i Sten paa deres Gravsteder paa vore gamle
norske Kirkegaarde, og jeg har valfartet til deres
Grave og bedet: Kære Kammerater i mine Kampe
og lønlige Haab, tag mig for god og lad en ydmyg
Broder hvile hos eder, nåar engang Kampen er ført
til Ende«.
»Ja, aah ja!« sagde Fogden og nikkede alvors
fuldt. »Naar jeg har ønsket saadant noget, saa
har der dog altid været noget galt i Vejen med
Marven i mine Knogler; men en brav salt Flæ
skesuppe med et lifligt Glas Kanariesect bringer
let det hele System i Lave. I skal se, nåar I
i Morgen har faaet jer Livkost, saa kommer I
paa bedre Tanker«.
»I Morgen bliver sikkerlig Festdag her eller his
set«, svarede Klokkeren.
Fogden, der var en belæst Mand, nynnede hen
for sig af et gammelt Skuespil:
»Hver søger Skinnet —
Præsten forsraaar det ej;
den tapre Kriger smykker tidt sin Daad.
Hver søger Skinnet;
thi den, der være vil sig seiv,
faar ringe Kaar i Kirken, Lejren, Staten
saadan er Verdens Gang*.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
