Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mari Bjørnstad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
295
Tanke til den første af de ædle Kvinder, hvem denne
Bog er tilegnet.*)
Mari Bjørnstad var en af disse velsignede. Hun
havde lidt det tungeste Slag, der kunde ramme
hende, gennem Sønnens Død. Mærkelig nok syn
tes det, som om hendes bløde Sind, nu da de
første Sørgemaaneder var forbi, havde vundet
større Fasthed, som om hendes bøiede Ryg ret
tede sig, som om hun traadte med større Sik
kerhed paa den Jord, der nu gemte hendes
Skat og ikke længer var i Stand til at saare
hans Fod. Tidligere var det, som om hun bad
Luften om Forladelse, fordi hun aandede den,
søgte at mildne dens Storme ved Bønner og Taarer.
Nu lod hun Stormen fare hen og løsne Sneskredet
i Vinterfj eldene; nu lod hun Regnen strømme og
Menneskene tale; det var jo blot hende, alt ondt
kunde ramme; det lyse, krøllede Hoved laa derude
paa Kirkegaarden med Sejrssmil om Læben. Seiv
Maris Frygt for Bjørnstad syntes mindre; hans
Barskhed over for Drengen var nu forstummet; han
delte hendes Sorg. Fredløslysningen, der svævede
over Mandens Hoved, havde ogsaa mistet noget af
sin Rædsel for hende, nu da Sønnen ikke længer
kunde lide derunder.
Naar denne Sag blev berørt, viste Bjørnstad sig
lige saa übøjelig som tidligere. »Jeg vil leve og dø
som fri Mand i min Rede«, lød hans Svar.
I den sidste Tid ind under Jul kom der en un
*) Forfatterens Svigermoder var en højtbegavet Dame, Sø
ster til den bekendte norske Måler, August Cappelen,
hvis Målerier findes i Christiania Nationalgalleri,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
