Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den store Fred
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
339
godhed, saaret i sin Forfængelighed, ude af Stand
til at underordne sig eders Love, de urgamle,
evigunge, der rummer alt og alle, og som giver
Plads for alt og alle. Jeg gærede og bruste
over af egen Retfærd og Livskraft, troede jeg.
Ak, det var blot indbildsk Overmod, min egen
Storhedsfølelse, som skar mig bort fra eder alle,
mens jeg af bare Manddom fortærede min egen
og mines Lykke. Nu ligger det hele hen i Klar
hed. Jeg kunde ydmyg knæle paa Stortorvet og
udraabe min Vildfarelse for den hele Stad; men
I vilde ikke forståa mig. I lever dernede ide trange
Gyder. Det er heroppe i Naturen og Ensomheden,
at der bliver slig Vennefest i Sjælen«.
Bjørnstad holdt inde og strøg sig med Haanden
over Panden. Han var atter det gamle Urmenne
ske; Røsten steg, selvtænkte Tanker søgte frem,
klædte i Skum og Fraade, i egne Ord.
»I ser saa vist paa mig, I kære? Ja, saaledes
er det blevet inden i mig. Den Bjørnstad, I er
ude efter, han er ikke mere. Jeg siger jer: ham,
I søger, han er ikke mere. — Men hvem er I seiv?
Jeg ser iblandt eder de Raadsherrer, som engang
var mig haardest. I er det hele dernede, maaske
det bedste af det hele; men hvad er saa det hele?
En Stump af det store Verdensrige. Jeg saa det
igen nys, da jert Tog bugtede sig herop ad den
stenede Vej. Verdens Samfund er som Kæmpe
slangen, Midgaardsormen, der omslynger alt og alle.
Er en af os saa stærk, at han kan gribe Kolossen
ved Struben, ryste Uhyret, holde det ud fra sig i
stiv Arm en halv Menneskealder — et Sekund af
Evigheden, — hvad saa —? Længer holder vel
22’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
